Afkomsinspektør og international dyrskuedommer:

Hverdagskøerne er fremtidens vindere – også på dyrskuer

Hvis du er til dyrskue eller har haft besøg af afkomsinspektøren, kender du sikkert Søren Kørup Christensen. Udover sit daglige job med at bedømme køer for SEGES Innovation er han international dyrskuedommer. Og så er han en del af den arbejdsgruppe på seks europæiske dommere, der udstikker retningslinjerne for nu- og fremtidens dyrskuedommere. Linjen er tydelig: Det er hverdagskøerne, der skal frem i rampelyset.

 

Af leder for kommunikation og marketing Anna E.D.H. Aabling

Man ved det godt. Når man taler avl, er det fornuftigt at holde sig midt på vejen. Ikke at gå for langt ud i ekstremerne. Og alligevel har der måske været lidt af en tendens til netop ekstremer på dyrskuerne. I hvert fald for år tilbage. Men det er ved at ændre sig.
Det skyldes bl.a. en lille gruppe af fremsynede europæiske dommere, som det
sidste årti har valgt at sende fokus tilbage på den type køer, der tidligere vandt
dyrskuerne: “de gode hverdagskøer”.

Dyrskuegæsterne skal kunne relatere til koen i ringen
Gruppen af dommere, i daglig tale ”Holstein Working Group”, tæller en dommer fra Schweiz, en fra England, en fra Ungarn, en fra Italien, en fra Tyskland - og så Søren fra Norddjurs. De er hver især inviteret, fordi de har klaret sig godt som dyrskue-dommere på den internationale scene. Og så har de holdninger til den gode ko. ”For cirka 10 år siden begyndte vi at spore os mere ind på ”The Everyday Cow” (hverdagskoen, red.). Det var tydeligt, at der skulle ændres fokus, hvis dyrskue skulle have relevans for den almene kvægbonde og ikke bare for nogle få entusiaster”, starter Søren, når man spørger ham, hvordan ændringen i fokus kom på tapetet. ”Det duer ikke, at dyrskuekoen ikke kan klare sig i et almindeligt staldmiljø, og ikke ligner en ko, du kunne gå ud og finde i stalden hos en almindelig kvægbruger”, fortæller Søren og fortsætter: ”Jeg tror ideen med hverdagskoen kommer fra den nordlige del af Europa. I 1970’erne, 1980’erne og 1990’erne kiggede vi meget til USA og deres bedømmelser af køer, og det har helt sikkert haft en påvirkning i den måde, vi har dømt dyrskuer på. Men selv i USA favoriserer man nu hverdagskoen. Og det er der en helt simpel grund til: “Hvis vi ikke gjorde det, ville det kun være dem, der udstillede, der kom, fordi andre ikke kunne relatere til det”. De køer, der er gode i hverdagen, er også dem, der skal klare sig godt på et dyrskue”, understreger han.

 

Hvorfor går man overhovedet op i udseendet?
Der er mange holdninger til, hvordan en ko skal se ud, men hvorfor egentlig? Hvorfor er der overhovedet eksteriørbedømmelser – eller fenotypiske vurderinger, som man kalder det i fagsprog? Er det ikke det indre, der tæller? Nej; udseendet har faktisk en praktisk betydning: ”De egenskaber vi kårer, og de vægtninger de hver især har i kåringen, tager sit udgangspunkt i holdbarheden på køer. Det vil altså sige, at alt det vi ser efter, når vi kårer, er noget der beviseligt har en effekt på holdbarheden blandt dyrene. Tag f.eks. kåringen ”ribform og retning” (tidl. malkepræg, red.). Her ser man på afstanden mellem ribbenene og rundingen på dem. Har du en meget rund ko (f.eks. kåret to), kan vi se, at hun statistisk set vil have en lavere ydelse, end hende der er kåret seks, som er optimum for denne kåring. Har du derimod en, der er kåret otte, og altså er meget flad på siderne, kan vi se, at hun statistisk set vil blive svagere, og med al sandsynlighed blive sat tidligere ud end hende der får seks i kåring”, forklarer Søren. Og det han ser på som afkomsinspektør, er det samme han leder efter i en god dyrskue-ko: ”Det er klart, at dyrskue-koen er mere et øjebliksbillede end afkomsinspektionens. Når jeg er ude og kåre, som afkomsinspektør, har jeg en terminal med, der korrigerer for koens alder, tid til kælvning osv. Det kan jeg jo
selvsagt ikke i en dyrskuering, og derfor betyder timingen og dagsformen også noget mere på dyrskuet end ved den almindelige kåring. Men når det så er sagt, er det de samme egenskaber, vi ser efter”, fortæller Søren.

 

Malkeorganer og krydshøjde
– hvad betyder det?
Når man har muligheden for at interviewe en afkomsinspektør og dyrskuedommer,
er det altid sjovt at spørge ind til de områder, der kan dele vandene. F.eks. krydshøjde. Er en ko ”på stiletter” bedre end en lavere model? ”Når man kigger på holdbarheden, som er udgangspunktet for optimum i både dyrskueringen og i stalden, har krydshøjde næsten ingen betydning. En lav ko har samme holdbarhed som en høj ko, og derfor er krydshøjde heller ikke noget, der vægter meget for en afkomsinspektør”, fortæller Søren.

Pattetykkelse og -længde betyder ikke meget
Modsat krydshøjde har malkeorganerne overordnet set stor vægtning i afkomsinspektionen, men selv her er der betydelige variationer inden for de forskellige fænotypiske vurderinger: ”Noget vi ofte taler om, er pattetykkelse og -længde. For begge ser vi, at tykkelse og længde faktisk ikke har den store betydning for holdbarheden. Skal man sige noget om tendensen, er det, at de gerne ser, at de må være lidt tyndere og kortere end, de er i dag”, fortæller Søren, og fortsætter: ”Det er også derfor, de har en lav vægtning”.

 

Yverdybden er vigtig
Yverdybden er til gengæld en meget vigtig faktor, og også den, der har størst vægt i malkeorganerne: ”Der er ønsket næsten så højt et yver som muligt. Foryvertilhæftning vægtes 15%, og den skal være så fast som muligt”, forklarer Søren.

 

Passionen for kvæg kom ind med modermælken
Sørens vej til de danske staldgange og internationale dyrskueringe startede i Ørsted på Lindegården: ”Jeg er vokset op på den nordlige del af Djursland på gården Lindegården, hvor vi havde 65 Holsteinkøer. Min far var meget avlsinteresseret, og var med i bestyrelser i både Taurus og Østjyden, så avlsinteressen er kommet ind med modermælken”, fortæller Søren. ”Jeg gik på kåringskurser før jeg blev konfirmeret, og jeg dømte mit første dyrskue, før jeg fik kørekort. Jeg tror faktisk, det var min mor, der kørte mig til det”, smiler han. Uddannelsen tog han på Bygholm Landbrugsskole, og her blev han landmand med speciale i kvæg (grønt bevis). ”Efter uddannelsen var jeg ude og arbejde på forskellige ejendomme, og dømte sideløbende dyrskuer. Jeg har gemt alle invitationerne, jeg har fået i en mappe, og kan se, at det er blevet til 148 dyrskuer i al indtil videre”, siger han og trækker på smilebåndet. I 2003 fik han tilbuddet om at blive avlsrådgiver på Sjælland: ”Jeg tog den, fordi jeg syntes, kvægavl virkeligt var spændende. Jeg har altid interesseret mig meget for avlsstrategi”. Interessen holdt ved og i 2009 blev han afkomsinspektør. ”Der var en, der havde sprunget akillessenen, og en anden skulle til New Zealand, så Videnscenter for Landbrug (SEGES Innovation) spurgte, om jeg kunne hjælpe lidt. Jeg startede i 2009, og har været der lige siden. Jeg er meget fascineret af køernes eksteriør, og det der med at kunne gøre en hobby til sin levevej, er fantastisk. Og så nyder jeg virkeligt det med at tale med landmænd og medarbejdere, når man kommer rundt”.

 

Eksteriør har altid fascineret
Når man spørger Søren, hvad det er ved eksteriørbedømmelse, der har holdt ham passioneret i så mange år, er svaret klart: ”Det der med, at eksteriøret faktisk har en betydning for, hvordan koen klarer sig, og hvordan hun trives – det synes jeg er fascinerende. Der er andre egenskaber, der er lige så vigtige som de fænotypiske – men dem man kan se, er mit gebet, og jeg synes stadig, det er spændende at nørde ned i”, fortæller han. Vejen til den europæiske inderkreds Søren er én ud af seks Holstein-dommere, der sidder i ”Holstein Working Group”, et udvalg for europæiske Holstein-dommere, som sætter retningen for dyrskuebedømmelser i Europa. Det er selvsagt ikke alle, der ender der, men når man spørger ham ind til forløbet, har det været lysten – ikke en fastsat plan – der har gjort, at han i dag har fået det ansvar: ”Jeg klarede mig godt på nationale dommerkurser, og har dømt alle racer på Landsskuet – 15 gange i alt. Efter to gange, hvor jeg havde dømt Landsskuet, sagde Dansk Holstein, at de godt ville bevillige et internationalt kursus. Jeg klarede cuttet to gange i træk, og kom med på Europæisk dommerliste (der er ca. 30 dommere). Jeg har dømt omkring 15 internationale skuer”, fortæller han. Og efter han begyndte at dømme internationalt, fik ”Holstein Working Group” øjnene op for ham, og han blev inviteret i 2013, og har siden været med til at fremme hverdagskoens vilkår på dyrskuer.

Ærlighed og mavefornemmelse – lige fra Azorerne til Holland
Når man spørger Søren ind til de sjoveste oplevelser, han har haft som international dommer, kommer to eksempler frem: ”Jeg ved ikke om jeg vil sige, det var sjovt. Men jeg har to oplevelser, jeg sent glemmer. Den første var på Azorerne. Her var der ca. 35 kalve/kvier under et halvt år. Vi var i et stort telt, men selv da kunne kvierne ikke være i ringen alle sammen. De havde ikke engang gået en runde, og så kom assistenten og sagde, jeg skulle i gang, for ellers løb tiden fra os. Så er det med at tage nogle beslutninger i en fart”. Generelt set er Søren dog god til at tage sig tid: ”Det er vigtigt, at jeg ikke stresser mig selv. Når jeg er dommer, vil jeg hellere bruge nogle minutter ekstra og gøre det rigtige. Når det så er sagt, er den første indskydelse ofte den rigtige. Det er noget med at stole på sit instinkt. Det er ikke en ulempe at eksteriørvurdere til dagligt, for man bliver lidt hurtigere, mere nuanceret, og vant til at se efter detaljer”. Den anden mindeværdige oplevelse var i Holland: ”Jeg dømte til det Hollandske Nationalskue NRM. Man siger meget på et dyrskue, at det er ”her og nu” formen, der bestemmer, om du er 1, 2 og 3. Jeg havde en gruppe Rød Holsteinkvier, jeg kommenterede og dømte. Da bedømmelsen var færdig, gik dyrene ud, og ind kom dyrene til ærespræmie. Og her byttede jeg faktisk om på 1. og 2. plads, for jeg kunne se, at jeg ikke havde dømt korrekt. Så to'eren blev modelkvie”. Modet til at indrømme, når man har fejlet, er ligesom det med at give sig tid, en af de andre grundsten for Søren: ”En fejl bliver ikke rigtig af at gøre den to gange i træk”, afslutter han.