"Selvom de var rigere end mig, mødte de mig med hjælpsomhed og venlighed”

Rafal kom til Danmark fra Polen som 20-årig i 2003. Et praktikophold, der skulle have varet et halvt år, endte med at blive til et halvt liv i Danmark – og den dag i dag, er han lige så glad for sin beslutning, som han var, første dag han satte foden på dansk jord på havnen i Nexø. Læs om hans syn på hans danske læremestre – og hvorfor han er glad for den udvikling VikingDanmark har gennemgået.

 

Af leder af kommunikation og markedsføring Anna E.D.H. Aabling

Rafal Stankiewicz er inseminør, nu også ydelsestekniker, og kører på Østsjælland. Han er født på en kvægejendom i det nordlige Polen i en lille by ved navn Lidzbark Warmiński. Hans familie havde 14 ha og 10 krydsningsmalkekøer. Barndommen og ungdommen blev brugt på landbruget, arbejdsdagene var lange og pengene små.

Jeg ville være officer
Min far sagde altid til mig: ”Du skal ikke være landmand, for det er et hårdt liv, og det eneste du får ud af det, er arbejde." Den unge Rafal satte derfor næsen op efter at blive officer. Da han skulle vælge uddannelse, faldt den på en kombineret gymnasie- og landbrugsuddannelse: ”Jeg var en rigtig god løber, og skolen havde et godt ry i forhold til sport. En god fysisk form var adgangskortet til soldateruddannelsen, så jeg tænkte, at det var det oplagte valg for mig. Jeg vidste meget om landbrug i forvejen, så her regnede jeg med, at jeg kunne slappe lidt af, og så fokusere på det boglige og sporten”, fortæller Rafal.

 

En praktikplads på Bornholm ændrede kursen
Som en del af uddannelsen havde man det sidste halve år mulighed for et praktikophold. Rafal havde lært fransk, så det indlysende valg ville være
Frankrig. Men der var noget ved Danmark, der trak: ”Vi kunne vælge mellem praktikophold i Polen, Frankrig og Danmark. Jeg kunne fransk, men jeg havde meget mere lyst til Danmark. Jeg er født i 1982, og huskede stadig 1992, da Danmark vandt EM i fodbold. Derudover havde en af mine klassekammeraters far fået 80 Jersey’er gratis fra Danmark mod, at han sendte alle kvierne tilbage til Danmark. Det var et spændende land, og også et land med mange historiske sammenfald med Polen. Det er ikke logisk, men mit hjerte valgte Danmark”, beretter Rafal, og sådan blev det. I august 2003 stævnede han ud fra Gdansk, med kurs mod et praktikophold hos Kurt Hansen fra Bakkegaard på Bornholm. Turen fra Polen til Danmark var nervepirrende for Rafal, der aldrig før havde været ude at rejse endsige set havet: ”Jeg kommer fra et lille isoleret område, og havde været vandt til altid at arbejde. Derfor havde vi heller aldrig været ude og rejse. Da jeg stod på båden mod Bornholm, var det første gang i mit 20-årige liv, jeg så et hav. Og jeg var rædselsslagen". Inden det hele nåede at begynde, var det lige ved at gå i vasken: ”Jeg nåede ikke den aftalte færge fra Polen, og da Kurt således holdt og ventede på mig på Bornholm den 17. august 2003, kom der ingen polak. Jeg havde ingen mobil, så jeg kunne ikke meddele ham eller Landboforeningen, at jeg var blevet forsinket. Jeg tog chancen, og tog færgen dagen efter og til min store glæde, var Ninna, som arbejdede for den Landboforening, der havde formidlet kontakten, kørt op på havnen i Nexø den 18. august for at se, om jeg var kommet. Sådan lykkedes det mig alligevel at komme hjem til Kurt”, fortæller Rafal med smil i øjnene.

Et halvt år blev til tre
Og smil, energi og taknemmelighed er virkeligt noget, der kendetegner Rafal. Flere gange under interviewet nævner han, hvor taknemmelig han er for den gæstfrihed, hjælpsomhed og venlighed han har mødt, siden han første gang satte sig på færgen mod Bornholm. Planen var, at Rafal skulle tilbringe et halvt år på Bornholm, og så tilbage til Polen for at påbegynde uddannelsen til soldat. Men sådan gik det ikke: ”Jeg blev glad for min danske værtsfamilie og for den danske måde at arbejde på. I Polen er der en idé om, at man skal vide det hele selv, og ikke må spørge om noget. I Danmark lærte jeg, at det er meget mere effektivt at bede om hjælp – det gør dit arbejde meget bedre. Det passede perfekt til min personlighed og min glæde ved at optimere og effektivisere". Opholdet hos Kurt på Bakkegaarden blev forlænget, og før Rafal så sig omkring, var der gået tre år. Han havde med egne ord haft tre fantastiske arbejdssteder, og tre virkelig gode chefer: ”Jeg startede hos Kurt på Bakkegaarden; så var jeg et år hos Hans Henning Viborg og til sidst hos Erling Aabye Dam", beretter Rafal. Glæden er til at spore: ”For hvert eneste skridt jeg tog i Danmark, blev mit liv bare bedre og bedre. Jeg blev konstant positivt overrasket over, hvordan folk er i Danmark. Jeg nåede at have tre forskellige chefer, og jeg har lært meget af dem hver især”,
smiler Rafal.

Ejerinseminering blev til et job
Det var Erling Aabye Dam, der åbnede op for Rafals vej ind i inseminørfaget: ”Da Erling ansatte mig, sagde han, at jeg kunne få jobbet, hvis jeg talte dansk og blev minimum et år". Det aftalte vi. Da jeg havde været der et år, talte jeg en dag med en af mine venner fra Polen. Han var begyndt at inseminere selv på gården. Jeg spurgte Erling, om det ikke kunne være en idé, at vi gjorde det samme. Han var åben for ideen, men forklarede mig, at hvis vi skulle gøre det, skulle det gøres ordentlig og på lovlig vis. Næste skridt blev, at vi kontaktede Jens Borup fra Dansire (tidligere navn for Viking) for at høre, om deres ejerinseminørkurser. kom på inseminørkursus, og under forløbet spurgte Jens Borup, om jeg kunne tænke mig at køre som inseminørafløser", fortæller Rafal. Igen lyser Rafal op i glæde og taknemmelighed: ”Erling var en utrolig stor hjælp for mig”. Han havde selv boet i Amerika i tre år, og vidste hvad det satte i gang og betyd for mig. ”Du er ved treårs grænsen nu Rafal", sagde han til mig. ”Du skal vælge, hvad du
vil. Du kan ikke have et ben i Polen og et i Danmark". Jeg tænkte over det, og det blev tydeligt for mig, at jeg ønskede mig en fremtid i Danmark", fortæller Rafal. "Jeg takkede ja til stillingen som inseminørafløser. Erling undte mig, at jeg kom ud og så mere af Danmark og vidste, at det ville være et job, jeg kunne have i mange år. Derfor intensiverede han og mine danske kolleger sprogtræningen det sidste halve år, jeg var hos ham, så jeg var klar til at komme ud hos andre landmænd".

Kreds 120 blev Rafals hjemmebane
Efter kun otte måneder som inseminørafløser blev Rafal den 7. april 2008 kredsinseminør i Kreds 120. ”Det var dengang den geografisk største kreds i Danmark. Det var spændende at komme ud og se Sjælland”. Jobbet var lige noget for Rafal: ”Jeg kan rigtig godt lide at servicere mennesker og dyr. Jeg har altid haft nemt ved kontakten til dyr, og jeg er god til at læse dem – det har jeg lært af min far. Derudover oplever jeg hver dag noget nyt. Det
passer rigtig godt til min energiske natur”, smiler Rafal. Det blev til 17 år som inseminør og B-kontrollant for Data- og Ydelsesservice, inden Rafal kunne føje en ny opgave til porteføljen: ”I juni 2023 fik jeg tilbudt også at køre A-kontrol. Det var perfekt timing, for jeg var klar til nye udfordringer. Insemineringerne kørte nærmest pr. automatik, fordi jeg har gjort det i så mange år, og jeg var klar til flere udfordringer”. Derudover betød inklusionen af det nye arbejdsområde også nye kolleger: ”Vi har et rigtig godt sammenhold inseminørerne imellem på Sjælland. Det har været en virkelig stor bonus
at få Linette Jensen (ydelsestekniker, red.) med på holdet. Hun er virkelig god til at forklare alt det tekniske, der ligger bag ved arbejdet med A-kontroller, og jeg er rigtig glad for, at vi er fusioneret med Data- og Ydelsesservice”.

 

Glad for forandringer og udvikling
Når man spørger til Rafals fremtid, tegner den sig lyst: ”Jeg kan ikke stå stille, og nu har jeg fået en ny mulighed for også at arbejde med A-kontrollen. Jeg er nysgerrig på, hvordan ting virker, og det er dejligt at blive udfordret. Arbejdet med A-kontroller kræver, at jeg sætter mig mere ind i den tekniske del med computer, DMS osv. Jeg havde lidt kontakt med det tekniske, da jeg arbejdede på Bornholm, men der er rigtig meget nyt, som jeg skal sætte mig ind i. Det er spændende”, siger Rafal med et smil. Rafal er rigtig glad for VikingDanmarks udvikling: ”Jeg er glad for, at Viking hele tiden udvikler sig og byder på nye og spændende muligheder. Jeg er 41 år, og jeg har arbejdet 17 år i Viking – fordi vi hele tiden rykker os, kan jeg godt se mig selv her de næste 30 år”, afslutter Rafal, inden han en sidste gang understreger det, der har betydet allermest for ham i sit liv i Danmark: ”Jeg er vokset op med kommunismen, og mange havde en idé om, at Vesten er noget skidt. Min far så det anderledes – han sagde altid ”kig mod Vesten”. Derfor blev jeg nysgerrig på selv at opleve det og danne mig min egen mening. Det jeg har lært er, at mennesker er ens lige meget, hvor de er. Selvom danskerne var meget rigere end mig, tog de imod mig og har mødt mig med hjælpsomhed og venlighed. Jeg er meget taknemmelig for alt den venlighed og hjælpsomhed jeg har mødt i Danmark, og hvis jeg skulle nævne alle de mennesker, der har gjort en forskel, ville denne artikel blive til en bog”, smiler
Rafal.