Jeg var bange for køer
– og skulle i hvert fald ikke være landmand

Havde man spurgt Linette Jensen som barn, om hun skulle komme til at arbejde med køer, havde hun blankt afvist ideen. Men som en kendt socialdemokrat også måtte sande, kan man nogle gange have et standpunkt, til man tager et nyt. Og det var lige, hvad der skete for Linette Jensen, en passion for både køer og landbrug voksede langsomt frem.

 

Af leder for kommunikation og marketing Anna E.D.H. Aabling

Linette Jensen er ydelsestekniker på Sjælland. Hun er født i Frederiksværk i Nordsjælland på en griseejendom med slagtesvin. Hendes
bedsteforældre havde ejendom med 60 malkekvæg i bindestald, og gik fra at have krydsninger til næsten udelukkende renracede Holstein. Som barn havde Linette ingen interesse for køer – hun var faktisk bange for dem.

 

Det var maskinerne, der trak
Ikke desto mindre var hun en del med i stalden, og særligt maskinerne trak. ”Da jeg skulle til at vælge uddannelse, valgte jeg at tage på gymnasiet. Landbruget var overhovedet ikke noget for mig – jeg havde set, hvor meget de arbejdede, og det skulle jeg ikke nyde noget af”, fortæller hun med sin karakteristisk ærlige og ligefremme facon.

 

Startede som landbrugsmaskinmekaniker
Efter gymnasiet tog Lenette i praktik som landbrugsmaskinmekaniker: ”Jeg var fascineret af de store maskiner, og troede at arbejdet som landbrugsmaskinmekaniker var et godt match. Men i praktikken fandt jeg hurtigt ud af, at det ikke var noget for mig. Jeg kunne lide at køre dem – ikke reparere dem", fortæller Linette. For at kunne køre maskinerne, valgte Linette at søge ind på Lyngby Landbrugsskole i Roskilde: ”Som en del af min uddannelse skulle jeg igennem tre praktikforløb, og jeg skulle have to forskellige praktikværter. Jeg var ret genert dengang, så jeg valgte at starte hos mine forældre", fortæller hun. Men selvom hun var hjemme, var der ikke særregler for hende. ”Hvis du skal køre mine maskiner, skal du også malke mine køer", sagde hendes far – og sådan blev det. På det tidspunkt havde vi to andre ansatte, og min far behandlede mig nøjagtigt ligesom dem. Det var i 2004, vi havde 90 malkekøer og 250 ha. ”Så jeg begyndte at malke, og fik også rigtigt meget arbejde i marken, det var sjovt", fortæller Linette. ”Jeg havde tre praktikforløb i alt. Den første på syv måneder forløb hos min far, den anden også hos min far, men denne gang på en ny ejendom vi havde købt med 200 årskøer. Da jeg så skulle i tredje praktik, kom jeg til Møn hos Benjamin Christensen. Han havde sortbrogede køer og lavede sidenhen ”Møn Is” – jeg var et halvt år hos ham, og så kørte jeg maskinstation i et halvt år. Det var sjovt", mindes Linette.

 

Jeg opdagede en glæde ved at arbejde med køer
Linette blev faglært landmand i 2007, og tog derefter uddannelsen til virksomhedsleder på Landbrugsskolen Sjælland i Høng. ”Efter jeg var blevet uddannet virksomhedsleder, skulle jeg lære at passe køer. Så jeg tog op på en ejendom i Randers. Efter kun seks uger, måtte jeg kaste håndklædet i ringen. Jeg havde dårlige knæ. Jeg begyndte igen at køre maskinstation, men jeg begyndte at savne det sociale, man har i arbejdet i stalden. Jeg havde virkeligt nydt at arbejde med køer", fortæller Linette. ”Det endte med at jeg kørte maskinstation i otte måneder, hvorefter min far ringede til mig og sagde, at hans driftsleder havde sagt op. Inden han gjorde noget andet, ville han høre, om jeg var interesseret. Det tænkte jeg over et par dage, og så sagde jeg pænt ja tak", fortæller Linette. ”Vi endte med at arbejde sammen i 11 år. Nogle gange var jeg driftsleder, nogle gange fodermester. I perioder var der en anden ansat til at have ansvaret i marken. Ansvaret for køerne lå altid hos mig, og derudover kørte jeg med i marken. Jeg havde som regel fire – fem ansatte, og det var gennem alle årene vigtigt, at de ikke følte, de var under mig. Jeg er ikke et hak bedre end de andre; jeg har bare et større ansvar”, beretter Linette. Måske en ledelsesstil hun havde fået fra sin far: ”Jeg havde meget nemt ved at arbejde sammen med min far og har stor respekt for ham. Min far var god til at give ansvar, lade mig begå fejl og lære af det. Det var en god tid".

 

Et svært valg
I 2018 blev Linettes far alvorligt syg med uhelbredelig kræft: ”Jeg fik noget mere ansvar. I 2017 havde min far startet ejet gårdmejeri, hvor 20% af vores mælk blev anvendt. Min søster blev ansat til at stå for mejeriet, men det klart, at jeg også nogle gange måtte træde til, for at kunne holde vores åbningstider bemandet". Linettes far fik det værre og værre. Status på sygdommen var ca. det samme hele tiden, men da der ikke ville være nogen bedring, ønskede min far ikke at fortsætte med ejendommen: ”Min fars sygdom gjorde, at han kun kunne gå ved hjælp af gangstativ, og medicinen gjorde ham nogen gange forvirret". Hans motto havde altid været: ”Hvis jeg ikke selv fysisk kan gøre en forskel på min ejendom, skal jeg ikke have den", og derfor besluttede vi at sætte gården til salg. ”Min samlever og jeg havde talt om at overtage gården, men den lå 30 km væk, og vi havde små børn. Derudover var jeg begyndt at køre deltid som prøveudtager i efteråret 2019, og det var rigtigt spændende. Det hele løste sig ved, at jeg fik tilbudt en fuldtidsstilling i december 2020, samme år som gården blev solgt".

 

Glad for sit job som ydelsestekniker
Når man spørger Linette, hvordan hun har det med at servicere landmænd i stedet for selv at være det, er det tydeligt, at der har været tænkt mange tanker inden beslutningen: ”Jeg kan godt lide det selvstændige element i mit job. I starten skulle jeg vænne mig til, at pilen kun pegede på mig, hvis der er noget, der er gået galt, men det har jeg det fint med nu. Jeg kan godt lide kontakten til mange landmænd, og så kan jeg godt lide planlægningsudfordringerne og det, at få det hele til at gå op i en højere enhed. Jeg kører over et meget stort område. Derudover er jeg glad for, at jeg kan bruge den tekniske viden og erfaring, jeg har med fra kostalden og maskinerne". Når man spørger til Linettes fremtidsudsigter, lyder svaret: ”Jeg er glad for mit arbejde, og jeg håber, at jeg kan fortsætte i lang tid. Det eneste minus er det tunge udstyr – jeg har fundet ud af, at man skal passe på sin krop, så den værner jeg om, så godt jeg kan"